Sejlbådsferie Sejlbåd
Flodbådsferie Flodbåd
En sejlerferie i Caribien ved British Virgin Islands byder på mange spændende oplevelser og det kan være svært at vælge, hvilke områder og øer at besøge. Vi har udvalgt nogle af de øer og områder, som vi anbefaler at besøge på en sejlerferie. Der er flere perler ved BVI - men det er helt op til dig selv, hvordan du vælger at skabe dit eget sejleventyr.
Normann Island
Hvis du nogensinde som barn har haft en drøm at være pirat, så er det en nødvendighed at besøge Normann Island. Den ligger omkring 7 sømil fra Tortola – øen er især kendt for dens rolle i filmen Skatteøen. Øen er ubeboet i dag, men det er muligt at lægge til ved moorings ved The Bight for ca. 25 $. Det er også muligt at ligge for anker, men der kan forekomme kraftige vinde fra nord. Her er der gode snorkling steder både ved nordøst og sydøst.
Stig ombord på den flydende restaurant og bar William Thornton, som er en gammel skonnert. Meget populær i højsæson, så husk at reservere bord.
Besøg også The Caves, som måske er en af de mest populære turistattraktioner, da du finder gode snorklingsmuligheder her.
Salt Island
Tidligere boede der omkring 100 personer på den lille ø, men i dag er den ubeboet. Der er en meget speciel stemning på øen, da den er helt forladt og øde. Du finder nogle utroligt flotte strande her. Lige ud for øen er et af de mest berømte steder for dykning og snorkling Wreck of the Rhone. Det er kendt som et af de flotteste vragdyk i verden. Det store skib RMS Rhone sank under en orkan i oktober 1867 efter den sejlede ind i øen. Det er muligt at snorkle lige over skibsvraget, hvor der på det laveste punkt er 6 meter dybt. I nærheden er der også flere gode snorkling steder.
Der kan være trængsel her, men du finder også flere moorings pladser at ligge ved, hvilket anbefales pga. skiftende vinde ved området.
Cooper Island
I Manchioneel Bay kan man ligge ved moorings ved Cooper Island Beach Club, som har en utrolig smuk strand. Den er meget malerisk med palmer, kridhvidt sand og det er et fantastisk sted at nyde solnedgangen og lysene fra Road Town. Her er der også en god og hyggelig restaurant, som er åben til frokost og aften.
Et godt dykke og snorkling sted er Cistern Point, som ligger i den sydlige ende af Manchioneel Bay. Her er et væld af farverige fisk og du kan også være heldig at se nogle store rokker.
Virgin Gorda
Virgin Gorda er den tredje største ø i BVI – det siges at Christopher Columbus navngav øen og navnet, som betyder den tykke jomfru, har øen fået, da den ligner en tyk dame liggende på siden, når du ser øen i horisonten.
På den sydlige del af øen finder du det The Baths - et absolut must see på sejlerferien. Stranden er fyldt med kæmpe kampesten, som gør stedet meget specielt. Der findes en del moorings og man kan svømme i land eller tage dinghyen næsten ind til land. Fra The Baths kan man gå den smukkeste lille tur gennem alle stenene, som næsten er som grotter til Devils Bay og tilbage igen. Efter det kan gå ad en sti til toppen af The Bath, hvor der er en restaurant med den smukkeste udsigt – en god lille udflugt til frokost.
Valley Trunk Bay er en smuk strand med det lækreste sand, man kan svømme i land.
Virgin Gorda har også en full service marina.
Marina Cay
En hyggelig lille ø dækket af blomster og omkranset af den fineste hvide sandstrand. Øen tilhører Pussers’ Company og der er mulighed for både at tanke vand og diesel. Øen ligger i en smuk smaragd grøn lagune, hvor havet på grund af den korte dybde altid er roligt og har en behagelig temperatur. Det er et ideelt sted at snorkle, da de mange farverige fisk boltrer sig mellem de mange koraler.
Ved øen finder du flere moorings at ligge ved – der er en hyggelig restaurant med en smuk strand foran. Et oplagt sted at nyde den farverige solnedgang ud over havet. Det er et meget populært sted så kom tidligt for at få en plads.
Green Cay
Måske dette sted faktisk er paradis på jorden – en lille bitte ø, hvor man kan svømme i land og for nogen timer være Robinson Crusoe. Dog med den mulighed at kunne svømme tilbage til civilisationen igen. Blødt kridhvidt strand tager imod dig sammen med et par vuggende palmer. Her er mange muligheder for at snorkle og nyde den smukke udsigt.
Jost Van Dyke
Jost Van Dyke er absolut også et besøg værd – der er mulighed for at ligge ved moorings flere steder bl.a. ved Little Harbour. Ved Great Harbour er der ingen moorings, men her kan du ligge for anker for natten. Her ligger der også baren Foxy’s, som er med på en top 10 over barer i Caribien man skal besøge.
White Bay er også absolut et sted man må besøge. Man sejler ind til White Bay ad en smal sejlrende med rev på begge sider. Der findes få moorings at ligge ved og man kan også ligge for anker. Det kan dog ikke anbefales at ligge for anker over natten, hvis der er bølger.
Gode muligheder for at snorkle – her vil du se masser af fisk i stimer og ligeså mange pelikaner, som fisker. Utrolig smuk strand med flere barer og restauranter, hvor du kan sidde og nyde solnedgangen.
The Bubbling Pool – endnu et virkelig fantastisk sted. Sejl rundt om østsiden af Jost Van Dyke og find en mooring eller lig for anker ud for Foxy’s Taboo. Gå i land og spaser hen ad stranden, indtil der kommer en sti op over stranden. Der er et smukt lille sted, hvor bølgerne slår ind over og danner en naturlig spa. Husk kolde drikkevarer.
Er du blevet lidt fristet? Hvis du er sender vi dig gerne et uforpligtende tilbud - klik her og send os en forespørgsel.