Ferie i Falkirk

Med udgangspunkt i Falkirk har du udsigt til en varieret sejlads med noget for enhver smag; naturen er mild og smuk, og langs vandvejene er der både charmerende landsbyer, hyggelige pubber, samt adgang til metropolerne Edinburgh og Glasgow.

Desuden er det nemt at komme til basen i Falkirk, og flypriserne til Edinburg er ofte meget overkommelige.

 

 

Sejladsmuligheder

På 1 uges bådleje kan det lade sig gøre at sejle til Edinburgh og retur og bagefter til Glasgow og retur til basen i Falkirk. Der er dog flere spændende ruter at vælge mellem:

Glasgow-ruten følger Forth & Clyde Canal. Den snor sig gennem idylliske landskaber, under broer og forbi landsbyerne Auchinstarry, Cadder Village og Kirkintilloch, som siges at have flere kirker end pubber. Glasgow er Skotlands største by og har alt hvad en storby af den kaliber bør rumme af shoppingmuligheder, et livligt natteliv og kunstsamlinger.

Edinburgh-ruten følger Union Canal. Først forbi den populære The Union Inn, så følger tre sluser og derefter over den smukke Almond Aqueduct med de høje stenhvælvinger. Fortsæt forbi det berømte Linlithgow Palace, hvor Dronning Mary af Skotland blev født. Edinburgh byder på mange spændende attraktioner. Kommer du til Edinburgh må du ikke misse chancen for en rundtur i Scotch Whisky Experience eller den særlige oplevelse af Camera Obscura & World of Illusions.

Falkirk Wheel

Den imponerende roterende bådlift Falkirk Wheel er et spændende og dramatisk bygningsværk, og den imponerer både med sit arkitektoniske udseende og mekaniske design. Falkirk Wheel er 35 meter høj, 35 meter bred og 30 meter lang. Liften, som er placeret i et stort basin med fortøjninger til mere end 20 både, kan løfte op til 600 tons. Herved udmærker den sig ved at være den eneste roterende bådlift af sin art i verden, der på denne måde hæver bådene op og således forbinder vandvejen mellem Forth & Clyde Canal og Union Canal. Både ABC Boat Hire’s base og Black Prince’s base i Falkirk ligger placeret lige ved Falkirk Wheel, så du kan slet ikke undgå at komme forbi denne imponerende bygningskonstruktion.
Læs mere

Linlithgow

Linlithgow er berømt for sit palads, Linlithgow Palace, som er fødested for den sidste uafhængige regerende dronning af Skotland, Marie Stuart. Paladset, som er helt fra det 15. århundrede, ligger utroligt smukt placeret ved siden af Linlithgow Loch, og både børn og voksne vil elske at udforske ruinerne. Linlithgow Loch er desuden kendt som et hjemsted for et spændende fugleliv, der sammen med paladsruinerne danner et skønt panorama. De grønne græsarealer ved Linlithgow Loch er også et fantastisk sted til en picnic-frokost, hvis vejret er til det. Udover paladset og loch’en er Linlithgow i sig selv også en fin historisk by med knap 20.000 indbyggere, og her er der masser at se og gøre på en dagsudflugt.
Læs mere

Edinburgh

Edinburgh er en levende og energisk kulturby – og dette er ikke tomme ord. Selvom Edinburgh har en dragende og dramatisk historie, og arkitekturen i flere af byens nabolag leder tankerne tilbage til fortællingerne om Harry Potter, så lever Skotlands hovedstad ikke i fortiden. Tværtimod går fortiden, nutiden og fremtiden op i en højere enhed, når man er på besøg i Edinburgh – og måske især når man slentrer ned ad den imponerende historiske hovedgade The Royal Mile i Old Town. The Royal Mile starter ved byens legendariske vartegn, Edinburgh Castle. På pladsen foran borgen kan man hvert år opleve det berømte Military Tattoo, som er det absolutte højdepunkt i løbet af folkefestivalen Edinburgh Festival. Fra Edinburgh Castle løber The Royal Mile ned gennem Old Town som rygraden i et fiskeskelet, hvorfra der udstikker en masse sidegyder kaldet ”closes”. Disse closes ligger stadig den dag i dag præcis som de gjorde helt tilbage i middelalderen.  Du bør unde dig selv at gå på opdagelse i disse kringlede kroge af byen, hvor du kan finde både genveje, hyggelige baggårde og indbydende caféer. Er du interesseret i at høre mere om byens historie og disse closes, kan vi især anbefale en rundvisning i Mary King’s Close, som på grund af nybyggeri gennem tiderne i dag ligger begravet under gadeniveau. Et besøg på det nye skotske nationalmuseum, der kan findes på en sidegade til The Royal Mile i Old Town, er også et absolut must. Her opføres bl.a. Skotlands historiske og geologiske udvikling – og udstillingerne er absolut topmoderne og en stor oplevelse for både børn og voksne. The Royal Mile byder også på mange andre attraktioner, spændende butikker og et væld af imponerende og interessante arkitektoniske mesterværker. Edinburghs mange spændende oplevelser gør selvfølgelig enhver flodbådssejler både sulten og tørstig – og heldigvis er der i Old Town er rigt udvalg af pubber, hvor man både kan få en kold øl, en dram whisky og et godt måltid. Hvis du efter at have forkælet dig selv inde i byen har lyst til en frisk gåtur, ligger bakken Arthur’s Seat som en fantastisk udfordring og tårner over byen. Fra toppen er du sikret den absolut bedste udsigt ud over Edinburgh og omegn.
Læs mere

Glasgow

Glasgow er Skotlands største by, og byen er kendt for både sit kulturliv og befolkningens store venlighed. Den pulserende og dynamiske metropol tilbyder en attraktiv blanding af internationalt anerkendte museer og gallerier, betagende arkitektur, et livligt natteliv, fantastisk shopping og et mangfoldigt udvalg af restauranter og barer – Her er noget for enhver smag! Og vil du smage på det autentiske Glasgow, er et besøg på et af byens bryggerier eller destillerier oplagt. For man har vel ikke rigtigt oplevet Glasgow, før man har smagt på de gyldne dråber af lokalproduceret whisky eller øl. Glasgow har desuden ry for at have en livlig musikscene med mange live-koncerter. Og så er det nemt at finde et godt sted til en pause i byen i en af de mange fantastiske grønne områder.
Læs mere

Bonnybridge

Når du sejler ud fra basen i Falkirk ad Forth & Clyde Canal i retning mod Glasgow, vil du efter ganske kort sejlads komme til den lille landsby Bonnybridge. Her kan du nyde det idylliske skotske landsbyliv, hvor de lokale deler rundhåndet ud af historier på byens pubber. Du kan komme til at høre nogle meget ekstraordinære historier. Siden en mand ved navn James Walker i 1992 rapporterede, at han havde set en ufo på en køretur fra Falkirk til Bonnybridge er det nemlig vrimlet ind med anmeldelser om ufoer i området. Den skotske regering modtager angiveligt flere end 300 anmeldelser af ufoer fra Bonnybridge hvert år. Så måske skal du holde godt øje med himlen, når du sejler her.
Læs mere

Falkirk (Black Prince)

Black Prince Base - Vores base ligger smukt ved Falkirk Wheel, et af de mest betagende syn ved de skotske kanaler, og er ideelt placeret mellem Edinburg og Glasgow.
Læs mere

Falkirk (ABC Boat Hire)

ABC Boat Hire - Udforsk Skotlands lavland fra basen i Falkirk. Her får du en let sejlads med meget få sluser, og du kan opleve det utrolige Falkirk Wheel, der forbinder Union Canal og Forth og Clyde Canal.
Læs mere
Vi har prisgaranti og vi sidder klar til at hjælpe på tlf. (+45) 39 16 33 44