Rennes

Rennes

Rennes er regionshovedstad og gemmer på en hyggelig, gammel bydel med mange shoppingmuligheder.

Besøg Musée des Beaux Arts i det tidligere universitet, som har nogle fine udstillinger. Musset har specialiseret sig i impressionisterne, men har også værker af Leonardo da Vinci og Botticelli. Bretagne-museet holder til i samme bygning.

Rennes er den mindste by i verden, som har et metrosystem – 15 stationer og næsten 10 km lang. De mest spændende barer og restauranter ligger lige syd for Place St. Anne og hen mod Place des Lices. Her finder du bl.a. indiske restauranter. Hver lørdag danner Place des Lices også rammerne for Frankrigs næststørste marked, og de mangefarvede boder tilbyder alt lige fra regionens bedste specialiteter til ”skrammel”.

Byen har rigtig mange barer og caféer. Vi kan anbefale Le Café de la Paix på 1 place République, som ligger i hjertet af byen. Her serveres gode pizzaer. Rennes har generelt mange restauranter og creperier i forskellige prisniveauer. Som restaurant i et moderat prisleje kan vi anbefale: La Petite Ferme, 35 rue Poullain Duparc. Restauranten ligger i hjertet af Rennes og er dekoreret i den egnstypiske landlige stil. Ønsker man at spise noget mere gourmet, kan vi anbefale Le Galopin, 21 avenue Janvier (tæt på jernbanestationen). Det er det eneste 'brasserie de luxe' i byen, og her er en hjertelig atmosfære, fantastisk mad og god service. Restauranten er omtalt i mange velrenommerede guidebøger, inkl. i Michelin. Det anbefales at bestille bord – der tales glimrende engelsk.

Byen har fire offentlige åbne swimmingpoolanlæg.

Det anbefales kun at lægge til i Rennes by i dagtimerne, for derefter at finde et mere roligt sted at fortøje for natten.