Naturbevaringsområdet på øen Cabrera

Naturbevaringsområdet på øen Cabrera

Fra fiskerlandsbyen Cala Figuera, sejler du 17 sømil mod sydvest, indtil du når til Cabrera-øerne. Øgruppen består af 18 små øer – og siden 1991 har hele området været et naturbevaringsområde. Dengang blev lystbåde forment adgang til det naturskønne område, hvilket resulterede i kraftige protester fra lystsejlerforeninger. Man blev enige om et kompromis, og i dag kan 50 både kaste anker i hovedbugten Puerto de Cabrera, og 8 i Cala es Burri – de nødvendige tilladelser kan indhentes ved Ministerio de Medio Ambiente i Palma – og det er gratis. Din bådudlejer kan klare tilladelserne for dig – men det skal ske senest to uger inden det planlagte besøg.

Cabrera er beboet af nogle få fiskere og spanske soldater. Vandkvaliteten i Cabreras bugter er helt unik. Tag først til Cala es Burri, hvor du kan bruge nogle timer på at bade og snorkle i det krystalklare vand, og derefter til Puerto de Cabrera, hvor du kan fortøje for natten ved en af bøjerne. Ved den lille mole findes der en lille taverne, der drives af lokale soldater, og hvor du kan prøve simpel, men god mallorcinsk mad – og få en kold øl til. Næste morgen kan du tage på en gratis guidet tur rundt på øen, og besøge det berømte slot og museum – og nyde de mange sjældne dyr og planter på øen. Inden du sejler tilbage til Mallorca, bør du huske at besøge Grotta Azul. Hele bugten er lukket for større både, men du kan nå grotten i din dinghy.