Monemvasia

Monemvasia

Sejl til byen Monemvasia

På den østlige side af den græske halvø Peloponnes ligger den smukke by Monemvasia, som ligger på en smal odde, hvor en 200m landtange er den eneste kobling til fastlandet. Monemvasia blev grundlagt i 583 e.Kr. og er oprindeligt en fæstning, hvori en by blev bygget. Det bærer byen i høj grad stadig præg af, hvilket gør den til et spektakulært syn set fra havsiden, men det er et must også at opleve den indefra.

Bag de høje fæstningsmure gemmer der sig små, snørklede gader, der baner vej ind til små hyggelige butikker, charmerende restauranter og huse bygget i byzantisk stil. Følg stierne helt op til klippetoppen og se kirken Ayia Sofia, som kan dateres tilbage til 11.århundrede e.Kr. og er også bygget i byzantisk stil. Det kan være en lang tur op på til klippetoppen i varmen, men du vil ikke fortryde det, når du oplever udsigten. I klart vejr kan du være heldig at kunne se Kreta.

Fra sejlbåden kan der ses havskildpadder

I bugten ud for Monemvasia kan der kastes anker, så det krystalblå hav kan nydes. Tag snorkelsættet på og hop i vandet og udforsk dyrelivet. Lad dig endelig ikke forskrække, hvis du lige pludselig er ansigt til ansigt med en stor havskildpadde eller måske endda flere. Monemvasia's havn og bugt er tilholdssted for nogle havskildpadder, som ofte ses kredse omkring de lokales fiskerbåde i håbet om en lille godbid.

Havskildpadderne er blevet bragt til Monemvasia fra den græske ø Zakynthos, da de endnu ikke var blevet udklækket. Æggene blev begravet ned i sandet på strandene rundt omkring Monemvasia, hvor de siden hen er blevet til de store havskildpadder, som nu svømmer rundt i havnen og den omkringtiggende bugt.