Hovedstaden Male

Hovedstaden Male

Hovedstaden Male dækker næsten hele den ø den ligger på (der også hedder Mále). Her findes både en kunstig strand, en svømmebane, og en spektakulær skyline af pastelfarvede skyskrabere. Engang var Male en sparsomt befolket ø, men er i dag en moderne by med skoler, hospitaler og restauranter – hvor både øernes rødder og fremsynethed er synlig.

De mange seværdigheder inkluderer Hukuru Miskiyy (Fredagsmoskeen) bygget I 1656, hvor der er vægge af koralblokke og fint udsmykkede træbjælker. Mulee-aage, præsidentpaladset, blev bygget lige før Første Verdenskrig – og har bl.a. udsigt over fredagsmoskeen. Her findes også Sultan-Parken og maldivernes spændende nationalmuseum.

Males berømte surfer-spot Raalhugandu og den kunstige strand, findes på sydøst-siden af Male. Her kommer de lokale til om eftermiddagen, for at nyde den friske havluft. Husk at lægge mærke til at maldiverne ynder at navngive deres huse med sjove navne.

Male har selvfølgelig også et bredt udvalg af butikker, der sælger alle tænkelige og utænkelige varer. Restauranterne har åbent fra tidlig morgen til over midnat. Du kan med garanti finde mad der passer til enhver smag – enten på en restaurant med air-condition, eller en afslappet udendørs cafe.