Devizes

Devizes

For enden af det smukke ingeniørværk Caen Hill Lock Flight ligger den historiske købstad Devizes. Byen har en farverig middelalderfortid, og den arkitektoniske arv i byen er stor, med mere end 500 bygninger markeret som bevaringsværdige.

Som købstad har markedspladsen altid spillet en stor rolle i byen, og i starten af 1700-tallet blev Devizes hjemsted for det største korn-marked i det vestlige England. Det førte blandt andet til at bryggerier blev oprettet, og i dag kan du tage på en dejlig tur rundt på Wadworth bryggeriet, der stammer fra 1875.

Hvis du har mod på at tage på en lille udflugt fra byen, så er der mindre end en halv times kørsel til den berømte stencirkel Stonehenge. Ellers kan det også anbefales bare at slentre rundt i byen og nyde stemningen.