Sejlbådsferie Sejlbåd
Flodbådsferie Flodbåd
Auxerre er et must på denne tur. Denne by er en virkelig smuk og større by, og det er dejligt med et lille afbræk fra de små, søvnige landsbyer. Byen ligger på en skråning, med snoede og stejle gader og mange smukke bindingsværkshuse.
Byen har tre smukke kirker, herunder katedralen Saint-Etienne, med de flotte glasmosaikvinduer. Der ligger også et fint gammelt klokketårn midt i byen ved Hotel-de-Ville (rådhuset).
I Auxerre er der mange ting at foretage sig udover den traditionelle sightseeing – her er biografer, teatre, butikker og restauranter, et historisk museum med udstillinger gearet specielt til børn og barnlige sjæle.
Byen har et svømmeanlæg, Piscine Stade Nauique de l'Arbre Sec. Det er muligt at lægge til ved parken ved siden af svømmebassinet, hvor du finder store og moderne indendørs og udendørs bassiner.
Havnen er perfekt placeret midt i byen, dog på modsatte side, men man kommer nemt over til byen via gangbroen. Prisen for fortøjring afhænger af bådstørrelsen, men inkluderer både vand, toiletfaciliteter og wifi – og så er der også mulighed for at vaske tøj. Alternativt findes der gratis tillægningssteder ved kajen inde i byen eller ved Parc de l'Arbre Sec, som ligger på højre hånd umiddelbart efter første sluse på Canal du Nivernais.