Der findes græske øer for alles smage, men hvilke skal man besøge? Vi har samlet 10 af vores favoritter i vilkårlig rækkefølge, så du kan få inspiration til din næste ferie blandt Grækenlands herlige øer.

 


Hydra

Bare halvanden dags sejlads fra Athen finder du den utrolige klippeø Hydra. Øens hovedby af samme navn rejser sig stejlt fra byens havn og op i bakkerne bag ved. Mange af husene på øen er bygget af rige sømænd, og i dag er øen også en jet-set ø om sommeren. Øen er også kendt som den legendariske poet og musiker Leonard Cohens tilflugtssted, når han skulle væk fra livets stress og jag. Han købte et hus på øen i 1960’erne, som stadig ejes af familien. Øen er et must-see, når du sejler i den Saroniske Golf.

Sejlerferie ved Hydra

 

Poros

Selv om det kun er en ganske smal stribe af hav, der adskiller Poros fra Peloponnes-halvøen, får du stadig en udpræget ø-oplevelse, når du begiver dig ud på øen. Egentlig består Poros af to øer, Sferia og Kalavria, som er bundet sammen af en bro over en meget lille kanal. På Poros kan du blandt andet opleve Zoodochos Pigi-klosteret, der er bygget op om en efter sigende helbredende kilde, og Grækenlands første militære flådebase fra 1830. På toppen af øens højeste punkt står Poros’ mest kendte vartegn, det historiske klokketårn, som er synligt fra alle sider på øen.

Sejlerferie ved græske Poros

 

Aegina

Ganske kort fra Athen (omkring 27 km) finder du øen Aegina, som er opkaldt efter nymfen af samme navn, som i den græske mytologi havde en affære med overguden Zeus. En udslukt vulkan udgør en stor del af øens areal. Vulkanen har været med til at skabe frugtbar jord på Aegina, som er særligt kendt for at dyrke lækre grønne pistacienødder. Der er også masser af historie på øen, hvor du blandt andet finder en gamle tempelruin fra et tempel for gudinden Aphaia.

Aegina Havn

 

Santorini – Oia

Engang var Santorini en helt rund ø med navnet Strongili (den runde ø). Men et stort vulkanudbrud omkring 1600 år f.v.t. ændrede på dette, da en stor del af øen sprængte i luften og sank i havet. Øen har derfor i dag form som en hestesko rundt om krateret, som kaldes en caldera. Her kan du opleve vulkanske strande med brændende sort sand og imponerende bugter med flotte udsigter udover calderaen, hvor senere vulkanudbrud har skabt nye øer, og de karakteristiske blåhvide huse glimter smukt i solen. Det menes, at sagnet om Atlantis knytter sig til Santorini og det store vulkanudbrud, som blandt andet var med til at udslette den minoiske kultur på Kreta 100 km væk.

Hvide huse på Santorini Oia

 

Naxos

Små, hvide kapeller pryder mange utilgængelige bjergtoppe på Naxos, mens Naxos by byder på en smuk havn med tavernaer, barer og restauranter, som kan tilfredsstille enhver sejler. Højt over byen troner en venetiansk borg og en katolsk domkirke. Bevæger du dig rundt på eller om øen, vil du få øje på mange vidtstrakte marker med afgrøder som vin, oliven og korn. Med de frodige forhold er det ikke sært, at du finder ruiner fra templer for Dionysos (den græske vingud) og Demeter (gudinde for afgrøder og høst).

Naxos by

 

Mykonos

Hvis du gerne vil have gang i gaden og opleve nattelivet på din græske ø-ferie, så er Mykonos stedet for dig. Her finder du en række natklubber og barer, som forstår at holde en god fest. Øen byder dog også på mange flotte seværdigheder, som det er værd at stoppe for, også selv man ikke vil feste til den lyse morgen. I hovedbyen Mykonos finder du en række ikoniske vindmøller fra 1500-tallet, som venetianerne byggede, og i bydelen Alefkandra kan du føle dig hensat til Venedig, for her er husene bygget helt ud til Det Ægæiske Hav.

Historiske vindmøller på Mykonos

 

Skopelos

Hvis du har set Mamma Mia-filmen, har du helt sikkert allerede stiftet bekendtskab med Skopelos. Filmen er nemlig optaget her, og særligt øens gamle kloster vil virke bekendt, hvis du har set filmen. De smukke strande og bugter med det klare vand er et oplagt mål for en sejlerferie. Man flyver let til naboøen mod vest Skiathos, hvor baserne ligger, og som også bestemt er et besøg værd. Faktisk kan du her få tre på stribe, da Skopelos mod øst har en anden yderst interessant nabo i Alonissos, som blandt andet er kendt for et meget højt gastronomisk niveau.

Kirke på bakketop på Skopelos

 

Kos

Tæt på Tyrkiet finder du øgruppen Dodekaneserne, hvor Grækenlands næststørste ø, Rhodos, ligger. Vi har dog valgt at rette fokus mod lægekunstens fader Hippokrates’ fødeø, Kos. En mindre, grønklædt bjergkæde går langs øens sydlige kyst og giver et utroligt panorama, når man sejler forbi. På Kos finder du rester af mange tidligere kulturer – lige fra det antikke Grækenland, Romerriget, over Johanniter-ridderne til Osmannerriget. I Kos by vil du opleve, at moderne huse og hoteller ligger side om side med historiske udgravninger, og over byens havn knejser Johanniter-riddernes imponerende borg. Kos har ry for at være en fest-ø, men her er også mange andre grunde til at gå på opdagelse i byernes smalle gader.

Lækker lagune ved græske Kos

 

Lefkas

Hidtil har alle øerne været at finde øst for Peloponnes, men også på den vestlige side af Grækenland finder du flere smukke øer, som bestemt er et besøg værd. Blandt dem er Lefkas, som tidligere var landfast med fastlandet via en smal landtange, men det gjorde korinterne dog op med allerede flere hundrede år f.v.t., da de så en strategisk fordel i at anlægge en kanal mellem Det Ioniske Hav og det rolige farvand øst for Lefkas. Navnet Lefkas betyder hvid, og øen er da også opkaldt efter sine smukke hvide klipper, der rejser sig højt over Lefkas vestkyst.
 

Lefkas smukke hvide klipper

 

Kefalonia

Et stort jordskælv ødelagde i 1953 store dele af området, men den billedskønne havneby Fiscardo på Kefalonias nordkyst blev nærmest mirakuløst skånet for jordskælvets ødelæggende kræfter. Fra byens to karakteristiske sten-fyrtårne har du strålende udsigt til naboøen Ithaka, hvor Homers græske sagnhelt Odysseus boede og var konge. Kefalonia er også en fremragende dykkerdestination, der siges at være blandt Europas bedste. Her kan du både dykke i huler og på flotte rev, hvor det vrimler med liv.

Havnebyen Fiscardo på Kefalonia


 

Du kan også finde mange andre dejlige øer på en sejlerferie i Grækenland, og vi hører meget gerne fra dig, hvis du har andre øer, som du mener burde være på vores liste.