Sejl fra ø til ø i den Saroniske Golf

Sejlerferie i den Saroniske Golf byder på masser af "ø-hop" mellem de mange øer, som du finder i dette område. Du kan enten vælge at sejle ud til Kykladerne eller sejle mod syd til øerne Ægina, Poros og Hydra.

Øen Ægina

Ægina er den største af De Saroniske Øer og ligger ikke langt fra Athen. Der er ingen lufthavn, så man skal selv sejle dertil eller tage færgen.  Det nordlige lavland er dækket af oliven-, pistacie og mandeltræer, mens der dyrkes vin og citrusfrugter på dalene og på bjergskråningerne. Det højeste punkt er Profitis Ilias 523 m. Øen er kendt for sit lokale pottemageri, pistacienødder og en rig oldtidshistorie og samtidig et yndet feriested for befolkningen i Athen og Piræus. Hovedbyen Ægina ligger på øens nordvestlige side, hvor den antikke by lå. Dele af den antikke havn er genopbygget og indgår i den moderne trafikhavn og marina. Byen er karakteristisk ved sine hvide huse og neoklassicistiske regeringsbygninger fra slutningen af Den Græske Frihedskrig 1821-29, da byen en kort periode var hovedsæde for Grækenlands første præsident, Kapodistrias. Byen har et arkæologisk museum med betydelige fund fra øens rige oldtid bl.a. fra det berømte tempel for Afaia. Øens byzantinske hovedby fra 800-t. til 1800-t., Palaiochora, ligger som ruiner på en lav bjergskråning NØ for byen Ægina. Der er arkæologiske fund tilbage fra det 4. årtusinde f.Kr. Et velbevaret Athenatempel vidner om øens storhedstid i 500-t f.Kr. og forskellige gavlskulpturer viser grækere i kamp med trojanerne – og disse er nogle af de bedste for den tids græske billedhuggerkunst.

Ægina var en af de betydeligste græske bystater. De ernærede sig fortrinsvis ved handel, og Æginas mønter er fundet overalt i den hellenske verden. Ægineterne var dorere og hyppigt i krig med athenerne, der i 431 f.Kr. erobrede Ægina, drev befolkningen i landflygtighed og befolkede øen med athenske kolonister. Byen Aegina var faktisk Grækenlands hovedstad fra 1827 – 1829. Siden blev Nafplion hovedstaden inden det blev den nuværende storby Athen. Det var også fra Aegina at den græske frihedsbevægelse mod det Osmanniske Imperium blev ledet. Havnen i Ægina er faktisk Grækenlands næststørste kun overgået af Piraeus. Byen er kendt for dens små gader ned til havnen, som er fyldt med boder, hvor man kan købe næsten alt. Hvis du tager lidt ud af byen (ca. 3 km) så kommer man til landsbyen Livadi og der findes ”Kazantzakis hus” Der er her den berømte forfatter, som skrev bogen ” Zorba Grækeren” boede. Øen er også stedet for pistacienødder i verdensklasse. Man drukner næsten i forretninger og småhandlende som sælger pistacienødder og nødderne fra Aegina er de bedste som kan fås. Ifølge et af de mere vilde græske sagn tog Zeus, der var gudernes far, Aeginas myrer og forvandlede dem til soldater, som hjalp Achilleus med at angribe Troja.

I det 19. århundrede byggede en engelsk speditør ved navn George Brown ganske udspekuleret et hus lige over en gammel grav fra antikken, hvor han vidste, at en masse juveler var gemt. I 1892 solgte Brown byttet til British Museum for 4.000 pund – en masse penge på den tid. Et af de mest besøgte steder på Aegina er kirken Agios Nektarios (1846-1920) og Nektarios er en af de mest berømte græsk-ortodokse helgener. Han blev officielt anerkendt som helgen i 1961 og hvert år besøger tusinder hans grav for at bede om hans velsignelse, som altid ser ud til at blive besvaret. Hans helgendag er d. 09/11.

Aegina er pistacienøddernes ø. På græsk hedder de Fistikia og høsten af nødderne fejlers hvert å I September med pistacie-festivalen. I løbet af 4 dages fest kan man købe alle slagt produkter fremstillet at pistacienødder på markedet i havnen i Aegina by men der er også masser at fødevarer, dans, teater og kunst m.m. Aegina har et rigt kulturliv. Hele året igennem er der forskellige kulturelle begivenheder og der bor mange kunstnere på øen. Aghia Marina er den mest turistede by på Aegina. Her finder du mange hoteller og medfølgende taverner og små butikker. Byen er også kendt for sit flotte guld- og sølvarbejde. Ca. 5 km. udenfor ligger byen:
 ”Temple of Aphaia”. Templet er noget mindre end sin storesøster ”Parthenon” i Athen, men bestemt et besøg værd. Det siges at hvis det ikke er det smukkeste templer, så er det et af de smukkeste klassiske templer i hele Grækenland.

Det første tempel blev bygget ca. år 700 f.Kr. Det tempel som vi ser i dag er bygget omkring år 490 f.Kr., og stod model til sin berømte storesøster Parthenon i Athen. Museet ved Aphaia templet er virkeligt et besøg værd, men det har ikke åbent lige så længe, som resten af templet, så få tjekket åbningstiderne inden du begiver dig op til toppen. Templet er et at de mest imponerende bygninger i den græske æra og den blev grundlagt som en ære til en af Zeus´s døtre Afaia. Templet er bygget i dorisk stil og anses af mange som værende forbillede til Parthenon i Athen. Templet havde 12 søjler på langs og 6 søjler på tværs og indgangen var på den østlige side af templet. Skulpturerne på frisen er udhugget i marmor fra øen Paros og emnet er fra den trojanske krig. Gudinden Athena er afbilledet flere gange og derfor er templet omtalt som Afaia Athena. Templet lå øde hen I århundrede indtil der kom nogle hellenistiske “nørder” og begyndte udgravningen I 1811. Mange af skulpturerne på friserne blev transporteret til Italien og derfra til Tyskland og kan nu ses i Skulptur Galleriet i München.

Souvala

Souvala er en lille havneby, som ligger på den nordlige kyst ca. 10 km fra byen Aegina. Havnen, som tidligere hed Aegena, har været kendt siden ca. 500 efter Kristus. Souvala var igennem mange år den vigtigste havn på øen. Nu er byen primært en turist by for grækere, som har deres sommerhuse i område, så man skal ikke forvendte at alle de handlende taler engelsk her, men det afholder dem ikke fra at fortælle dig hele deres livshistorie. Så selvom de ikke kan dansk eller engelsk og du ikke kan græsk så kan man godt få en hyggelig sludder med den lokale slagter. Ved havnen ligger der en række mindre taverner, hvor man kan sidde og se de små fiskebåde komme ind, og om aftenen kan man se lysene fra Piræus og Athens kyst.

Perdika

På den sydlige spids af Aegina er et lille fiskerleje, som er kendt for sine mange gode taverner, der har specialiseret sig i diverse fiske retter. Fra Perdika tager det ca. 10 min. at sejle den korte tur over til den lille ø Moni.

Moni

Moni er en lille ubeboet ø ud for Perdika. Her kan man se påfugle og hjorte. Alle dyrene er så tamme at man kan fodre dem fra hånden. Børnene elskede at gå rundt imellem dyrene.  Der er også en sandstand, som er ret børnevenlig med lavt smaragdgrønt vand. Øen har et par høje klippetoppe, så det er muligt at tage en god vandretur op igennem fyrreskoven. Her finder man blandt andet også rå klippestrande, hvor høje bølger slår sig selv i stykker og mætter luften med saltvand, der river i næsen. Den sydlige kyst byder på fantastiske undervandsoplevelser, da det vrimler med fisk i det grotterige klippelandskab under havets overflade. Havets farve ved Moni er magisk og vandet er krystalklart. Der er en lille sandstrand, men ellers er det meste at strandene ret klippefyldte.  Det anbefales at have badesko på.

Poros

Poros er en ø fuld af ro og romantik. Øen er begroet med pinjetræer, hvis rødder går helt ned til sandstrandene. Øens historiske klokketårn er imponerende fra afstand og ligger på den højeste bakketop midt i pinje- og andre vilde træer. Husene ved vandet er store og i neoklassisistisk stil i modsætning til de enkle 2-etages huse på de andre øer. I byens centrum finder du det arkæologiske museum, biblioteket m.m. og på strandene er der friluftsbiografer. Her er mange små taverner i de maleriske smalle gader bag havnefronten.  Langs havnefronten er der masser at restauranter, turistforretninger og barer og diskoteker med græsk og international musik. I udkanten af byen mod nordvest er den militære navigationsskole og derefter en smal kanal som adskiller de 2 øer og med en sti til den maleriske kirke Virgin Maria – hvor man desuden har en fantastisk udsigt. Man kan fortsætte til endnu en malerisk kirke indtil man når til Palatia, hvor den gamle Poseidon-tempel ligger. Det blev bygget år 520 f. kr. og hovedtemplet er bygget i dorisk stil. Stedet havde stor betydning og var mødested for mange af antikkens store talere og filosoffer.

Poros spillede en betydelig rolle i 1821-revolutionen og i 1830 blev der bygget et værft og navigationsskole. Poros er beplantet med pinjetræer, oliven og citrontræer og øernes skønhed er berømmet af mange kendte forfattere. Mange af husene er eksempler på neoklassisistisk arkitektur. F.eks. Villa Galini er et af de smukkeste huse på Poros og som har huset mange berømte forfattere og kunstnere. Ved Korizi-pladsen ligger det arkæologiske museum og rummer rester fra udgravningen af Poseidons tempel og meget mere. I den østlige del af byen kan det anbefales at besøge Zoodochou Pigi klosteret, meget malerisk og med en kombination af ro og enkelthed. Ved indgangen til klosteret er der en berømt kilde med helbredende egenskaber. Klosteret er omgivet at høje stærke mure og kun med adgang ad den centrale indgang. Klosteret er enkelt indrettet uden mange vægmalerier. De tidligere træikoner som var fremstillet i det 17. årh. er meget interessante. Spadserer man mod nordøst kommer man til Poseidons Tempel.

Der er dog kun få rester af det doriske tempel fra det 6. årh. som var opført med 34 søjler i blå limsten. Stedet var et helligt refugium for flygtningen. 5 km mod nord finder man ruinerne af ”det russiske værft”. Her blev der i 1834 bygget varehuse og bagerier til at forsyne den russiske flåde som sejlede i Det Ægæiske Hav og russerne bevarede denne ejendom til begyndelsen af 1900-tallet. Fra 1989 er området blevet udvalgt til et historisk monument p.gr.af dets arkitektur og af historisk interesse. ”Russian Dockyard” er en smuk og malerisk bugt og velegnet til ankring og frokoststop. Historien om hvorfor russerne i mange år har haft en base i Grækenland er lang og lidt mærkelig, men hovedtrækkene er som følger: gennem 1820 var England, Frankrig og Rusland dyb involveret i den græske revolution, som resulterede i dannelsen af det moderne Grækenland. Nogle at øerne i det Joniske og Ægæiske Hav omkring Grækenland var under engelsk eller fransk kontrol hovedsagelig som forsvar mod pirateri fra andre grækere og tyrkere fra det osmanske rige. Rusland havde strategiske ønsker om at bevare sine ”varmtvandshavne og baser” såvel som den religiøse og politiske forbindelse mellem tsaren og den ortodokse kirke men den græsk ortodokse kirke. Løsningen var ret problematisk idet både den engelske og franske flåde gerne ville fortsætte med at være på god for med tyrkerne.

Rusland havde haft en flådebase i det Ægæiske Hav sinde 1770 som forstærkning til russerne i den russisk-tyrkiske krig. Den russiske base fortsatte til 1834, hvor de blev købt ud af grækerne efter en kamp om Poros i 1831 og den nye base blev bygget i Russian Bay delvis bygget af krigsfanger med en blanding af bagerier, varehuse, barakker og andre servicefaciliteter. Basen var nødvendig både af militær og handelsmæssige årsager, og fungerede som barakker for russiske sømænd og handelssteder. Poros havn er omgivet af oliven, vin, druer, frugt og citrusfrugt m.m. og var en nødvendighed for sømændene og blev samtidig en vigtig handelsvare og sendt tilbage til Rusland gennem Sortehavet. I dag ser man en stor frontvæg som formodentlig tidligere har været facade for officerernes hus/kontor på mindst 2 etager. Bagved er der ruiner af mindre bygninger – sikkert barakker og lagre.

Det er i dag ikke nemt at sige om der har været en stationær garnison der, da konstruktionen ikke synes at være stor nok dertil. Man kan heller ikke fastslå om der har været en kaj her. Der er resterne af en stor brønd nordøst for bygningen som forsynede basen og skibene med fersk frisk vand. En temmelig vanærende afslutning på Ruslands varm-vandsbase skete i 1917. Besætningen på 2 skibe på basen gjorde mytteri mod deres officerer og besluttede at vende tilbage til Rusland – formodentlig tilbage til de baltiske baser ved St. Petersborg, da Sortehavet var stærkt befæstet af tyrkerne. Før russerne forlod stedet vendte de deres våben imod basen og efterlod basen mere eller mindre i samme tilstand som den står i dag. Man kan formode at bolsjevikkerne senere fortrød tabet at en af de få baser de havde udenfor Rusland – ellers havde den russiske flåde måske stadig været i området og haft deres base i det Ægæiske Hav.

Den begrænsede størrelse af basen formodes at Tsarens flåde ikke værdsatte værdien af Poros havn som et strategisk aktiv – en overraskende fejltagelse. Det gamle Trizina er kendt for hjemstedet for Thiseas og er et at de mest interessante steder på Poros. Alle de arkæologiske fund fra den gamle Trizina finder man på det arkæologiske museum. Fortsætter man ca. 3 km videre fra Trizina kommer man til "Vasiliki Tafi" – den kongelige kirkegård – som er interessant fordi de arkæologiske fund stammer fra den mykenske periode. Fortsætter man mod nordvest kommer man til "Diavologefiro", som er et pudsigt område på Poros, men kendt for sin vilde skønhed. På den lille ø Bourtzi er der en lille borg bygget i 1827 for at beskytte havnen – man kan stadig besøge borgens tykke høje mure som stadig er bevarede.

Hydra

Hydra er et smut tilbage til 1800-tallet. Ingen biler. Ingen støj. Man må på æselryg, når man skal hjem – op ad de smalle hvide stræder. Man skal sejle dertil – her er ingen lufthavn – endsige biler eller andre motordrevne befordringsmidler. Først ser man en grå bolle, men når man nærmer sig begynder det hele at stråle. Klipperne bliver grønne og havnebyens skærende hvide bygninger med farvestrålende pletter og kirken på toppen – her er så græsk og roligt. Der er kun 1 køretøj – skraldevognen - på øen og den kører kun i havneområdet alt skal transporteres til fods eller på æselryg. I stræderne op og ned langs bjerget dukker der masser af restauranter op. Ofte godt skjult, overdækket kun med et tykt lag vinranker, men gæsterne skal nok finde dem, for det er grækere, der kommer her på ferie igen og ingen, også om vinteren, og de bliver i dagevis og fylder byen med summen, men aldrig med larm. Berømtheder fra hele verden drager hertil for at nyde stilheden. Mange ankommer i enorme yachts, på størrelse med Dannebrog, de lægger bagenden til og ud vandrer filmstjerner, forretningsfolk, præsidenter, og også en ex-kongefamilie holder af øen. Sangeren Leonard Cohen boede fast på øen i syv år, men nøjes i dag med at besøge sin villa i ferierne. Flere af hans sange er direkte inspireret af ophold på Hydra. Historien om Hydra bliver fortalt alle steder. Her er dramatiske befæstninger med kæmpe kanoner parat til at forsvare sig mod pirater og tyrkere. Den græske frihedskrig mod tyrkerne begyndte her i 1821, da øens handelsskibe blev bygget om til krigsskibe.

Mindesmærker fortæller om frihedskrigen, ikke mindst hædrer man bysbarnet Andreas Miaoulis (1769-1835). Han ledte oprøret og fejres hver juli med en 3 dage lang fest. Dengang var øen opholdssted for søens folk, nærmest som vores Fanø og Rømø. Skipperne byggede store villaer her, med importerede italienske arkitekter, så selv almindelige huse ligner palæer. Flere steder kan man komme ind at se, hvordan de gamle græske sømænd og skibsredere boede i velmagtsdagene. Æselstier er anlagt hele øen rundt, i et system på ca. 15 stier. Æseldriverne tager sig godt betalt for at drage op i højderne, så man kan selvfølgelig også gøre det til fods. Er man især interesseret i øens småbyer og strande, går det hurtigst og billigst med de små, hurtige bådtaxier. Lange dage ved sandstranden skal man ikke forvente. Her er vandet nemlig, som mange grækere bedste kan lide det. Ved store sten plumper man direkte i vandet – uden at skulle have sand alle steder. Området Hydronetta - en kort gåtur fra havnebyen - har man endda cementeret lidt, så man kan ligge helt fladt og blive tørret i solen, inden man smutter op og forfrisker sig ved den nærværende taverna eller med en ny dukkert. Strenge byggeregler beskytter øens traditionelle arkitektoniske stil og bevarer sin fredfyldte skønhed.

Hydra har ikke nogen nævneværdige strande og meget skov er gået tabt til skovbrande, men øen oser stadig af charme og velbeslåede athenerne, som nu udgør en stor del af sine regelmæssige gæster. Arkitekturen i Hydra er enestående blandt de græske øer. I det 18. og 19. århundrede blev øen base for en stor handelsflåde. Velhavende købmænd og redere bygget smuk venetiansk stil palæer på øen. Mange af de Hydra øen boliger har været trofast genoprettet. De fleste af husene er bygget af grå Hydra sten, høje og smalle med brogede døre og vindue skodder.

Hydra by består af en halvmåneformet havn, omkranset af taverner, caféer, butikker og minimarkeder. Havnen er ofte fyldt med snesevis af lystbåde og andre sejler i rutefart i sommeren og taverner og caféer omkring den er fyldt med mennesker. Stejle stengader, der fører op og ud fra Hydra by og i havneområdet mange huse med tykke mure, nogle er ligefrem imponerende palæer, og de fleste af dem er toppet med røde tegltage. Sådanne imponerende palæer er ikke set i sådan overflod på nogen anden græsk ø. Hydra by var engang beboet af velhavende købmænd og skibsbyggere, og de byggede selv nogle luksuriøse boliger i det 18. og 19. århundrede. De fleste boliger er høje og smalle, en konsekvens af at være bygget på kraftigt stigende jord, og mange har været restaureret af rige Athenerne, der har valgt lyse farver på skodder, døre og nogle vægge. De mest befolkede området i byen er Kiafa, som ligger højt over havnen og er den ældste beboelseskvarter og har en rigtig god udsigt over bugten. Der er nogle hvælvede broer på tværs nogle stejle gader for at forbinde husene. Vindmøller bygget i sten på bakkerne fuldender scenen sammen med nogle bemærkelsesværdige kirker i selve Hydra by.  Kirken i centrum af Hydra by har et storslået treetagers klokketårn af marmor fra Tinos. Den blev grundlagt i 1643, som et kloster, men kun kirken tilbage. Nogle gamle munkceller hus de kommunale kontorer og et lille kirkeligt museum. Kountouriotis museum, bag kirken er også et besøg værd. I en tidligere herregård, det har mange udstillinger fra det 19. århundrede viser eksempler på Hydra’s maritime arv. Gennem buegang kommer man til det byzantinske museum, der har en god samling af religiøse genstande. Ellers er terrænet på øen stenet og bjergrigt, det højeste bjerg er Mount Klimaki på 600m.

Det var engang skov, men mange træer er blevet ødelagt af en brand i 2007 og skove er nu begrænset til dale. Navnet Hydra betyder “vand” og stammer fra kilder, der for længe siden er tørret ud, og alt vandet skal nu fragtes til øen. Hydra er en aflang ø med et areal på 50 kvadratkilometer og en kystlinje på 56 km. Den befolkning på omkring 2.700 og er koncentreret i Hydra by, med turisme og fiskeri som de vigtigste erhverv. Når man sejler ind i Hydra bys lille havn, er det lige til at få gåsehud. Den forholdsvis nøgne og klippefaste ø - der omkranser den lille havneby, der nærmest kravler op af bjergvæggen gør, at det føles som om, at du sejler direkte ind på scenen af et amfiteater! Hydra er eksklusiv og en smule dyr, men stille og fredelig og noget af en perle med sin helt egen klasse.

Spetses

Spetses, er en oval, bakket og pinjeklædt ø, højeste punkt 248 m, med mange små kirker og flere klostre, hvoraf nonneklostret Agioi Pandes, bygget 1804, er det største. Den græske rigmand Sotiros Anargiros (1849-1928) opkøbte 1913-23 2/3 af øen, byggede veje, broer, kostskole og luksushotel og beplantede øen med aleppofyr. Øen ernærer sig ved turisme samt bådebygning, fiskeri og af lønindkomst fra den græske handelsflåde. Siden 1960'erne har øen været sommerresidens for Athens øvre middelklasse. Privat bilkørsel på øen er forbudt. Spetses by har 3846 indb. (2001) og to havne. Den gamle havn, Paleo Limani, er fiske- og lystbådehavn med små træskibsværfter omgivet af nye mondæne villaer og store stenhuse betegnet 'Archontika'. Vest herfor ligger trafikhavnen Dapia med mindre hoteller, cafeer og tavernaer. På bjergskråningerne bag Dapia ligger byområdet Kastelli fra 1500-tallet, der oprindelig var omgivet af mure.

På byens centrale plads findes statue af øens søheltinde, skibsreder og admiral Laskarina Bouboulina, en legendarisk figur fra Den Græske Frihedskrig mod osmannerne 1821-29. Pladsen flankeres af øens gamle luksushotel Posidonion bygget i fransk imperial og neoklassisk stil 1914. Det var i mellemkrigstiden samlingspunkt for den græske og europæiske elite. I byens vestlige udkant ved kystvejen ligger den græsk-italienske kunstnerfamilie Altamuras villa fra 1800-t. Yannis Altamura, der fik stipendiat 1874-76 af den græske kong George I., søn af Christian 9., til studier i København og Skagen, blev Grækenlands førende marinemaler. Tæt herved ligger en imponerende kostskole fra 1927, der i dag bruges til internationale konferencer og udstillinger.

Ved indsejlingen til Spetses lægger man straks mærke il øens vartegn: Hestevogne, der på stribe tager imod de besøgende for at fragte dem rundt på denne herlige, smukke og utrolig frodige ø. Hovedbyen Spetses er delt op i to: Dappia, som er omgivet af muséer og caféer, samt Palio Limani, den gamle havn, hvor der døgnet rundt er aktivitet. I den gamle havn bygges i dagstimerne både på gammel, traditionel vis og om aftenen omdannes hele området til et leben af mennesker, som besøger de mange hyggelige musikcaféer, barer og restauranter. Al færden med motorkøretøjer er forbudt i Spetses by om aftenen. Dette skaber en dejlig skøn atmosfære, og man kan i ro og mag slentre rundt i byens små gader eller langs vandet og havnen.