Personlig rejsebeskrivelse fra Dubrovnik - Del 1

Finn Andersen, der flere gange har sejlet med Seatravel i Kroatien, har været så venlig at skrive en beskrivelse af sin og vennernes oplevelser på deres tur i farvandet omkring Dubrovnik:

Vi er tre sejlerpar fra Isefjorden, som de sidste fire år har været på sejlerferie i den kroatiske
skærgård med udgangspunkt i Split. I år valgte vi at flyve til Dubrovnik for at opleve et helt nyt farvand og nye spændende øer. Vi finder både gennem Sea Travel på 43-47 fod. På denne tur dog en mindre Jeanneau Sun
Odyssey 419, som viste sig at være lidt for trang i agterkahytterne efter vores smag.


Dubrovnik

Lufthavnen ligger ca. 22 km syd for byen. I samme afstand fra lufthavnen ligger ACI
Marinaen, som er placeret lidt lidt nord for byen. Det tager 25-30 min i taxa og koster ca. 525
kr i en stor taxa til 6 personer. Vi ringede og bestilte en taxa gennem vores bådudlejning i
havnen (Euromarine) både ud og hjem. Sig til chaufføren, at han skal tage den smukke tur
langs med vandet og gennem Dubrovnik. Her får I et helt enestående kig ned til den
berømte middelalderby.

Man kan ikke ankre eller komme til kaj i den gamle middelalderhavn, så vi valgte at besøge
Dubrovnik til fods den sidste dag (fredag).


ACI Marina Dubrovnik

Marinaen ligger i bunden af en lang og smal bugt nord for byen uden tilknytning til havn. Fin
marina, udmærkede faciliteter og også et lille supermarked, cafe, restaurant og
hæveautomat.

Næste år åbner en ny stor marina i bugten tættere på byen, så det bliver måske her, at
mange af bådudlejerne flytter hen.

Marinaen har sin egen dieselkaj og her var der lang kø ved hjemkomsten! Vi fik et tip og
sejlede til den nye marinas dieselkaj, hvor der kun var et par både i kø, men den fidus er
måske slut til næste år.


Sejlområdet

Sejlområdet strækker sig fra Dubrovnik i syd til Korcula i nord. Mod vest afgrænset af øen
Mjlet og mod øst af fastlandet og økæden Kolocep, Lopud og Sipan (her navngivet efter
hovedbyerne).

Det er et relativt lille område, men fint til en uges sejlferie. Det lægger op til korte
dagsture (15-20 sømil), lange frokoststop og mange badeture.

Det blæser hyppigt med sydlige og østlige vinde. Med en frisk sydøstlig vind kan man nå
Korcula på den første hele sejldag (40-45 sømil)!


Turmål

Der er generelt færre oplagte turmål her end i Splitområdet og der er ingen hyggelige gamle
havne med masser af liv bortset fra middelalderbyen Korcula på øen Korcula. Den er til
gengæld meget turistet, men helt klart et besøg værd, hvis man har tid i sin sejlplan. Vi
valgte den fra, da vi har besøgt byen på en af vores ture fra Split.

De mest populære turmål i området er Sipan på Sipan, på Mjlet er det Okulje, Prozurska,
Polace og Pomena og så øen Korcula med hovedbyen af samme navn.

Den helt store turistattraktion i området er nationalparken på nordspidsen af øen Mljet med
havnene Polace og Pomena.


Bøjer

Turmålene er små fiskelejer med pensionater/små hoteller og små restauranter, som
primært er åbne i turistsæsonen. Mange har bygget helt ned i havstokken med egen
kaj/indhalerbøjer og fritliggende bøjer til at betjene de mange sejlturister. Lægger man til ved
kaj/bøje, skal man spise på restauranten! Men det er ikke nogen straf - rent kulinarisk har
det været vores bedste tur og til rimelige priser.

Der er meget få frie bøjer (pas på ikke at tage en privat bøje) og ingen frie kajpladser. Alle
steder er der dog også god plads til at ligge for eget anker og tage gummibåden i land.

På restaurantkajen er der fri adgang til vand og strøm, så alene af den grund kan et
restaurantbesøg blive nødvendigt på turen. Stederne er meget charmerende, fredfyldte, hyggelige og overskuelige.

Er man mere til at ligge for svaj for eget anker, er der naturligvis mange muligheder, men
muligheder for beskyttede bugter og småøer er langt større i Splitområdet.

I vores båd lå en kortbog med detailkort over de små havne inklusiv telefonnummer på
restauranterne. Så forventer man ankomst sidst på dagen og gerne vil sikre sig kajplads,
kan man bare ringe i forvejen og bestille plads!


Indkøb

Vi stødte ikke på hæveautomater på vores stop, så husk også at medbringe Kuna eller Euro,
da ikke alle lokale tager imod kortbetaling. Bemærk også, at der ikke er indkøbsmuligheder alle steder. Vi fandt et minimarked i Sipan, Okulje og Polace.

Prisniveauet i Marinaen var lidt højere end i de store supermarkeder i byerne og igen er det
lidt dyrere i de små minimarkeder på øerne. I forhold til priserne i Danmark er niveauet i
Kroatien lidt billigere og øl er meget billigt. Men ingen steder på vores tur havde de Tonic Water til vores daglige G&T!! Det endte med at vi måtte købe Tonic Water på en restaurant til 20 Kuna for en lille flaske!

Sejlplan

Lørdag: København - Dubrovnik

Ankomst i marinaen ved 15:30 tiden, men vi fik først udleveret båden fra Euromarine kl 18!
I ventetiden provianteres i supermarkedet, hvor man kan få alt, men kun et lille udvalg af
fersk kød. Det eneste, som vi i dag vælger at medbringe hjemmefra, er rugbrød, lakrids og
Nescafe.

Inden man er sejlklar går der hurtigt en time og det er begrænset, hvor langt man kan nå den
første dag. En mulighed er opankring i bugten Kolep på den første større ø ca 5-6 sømil fra marinaen.Den lokale guide frarådede os udsejling, da vejrudsigten lørdag aften var blæsende fra et uheldigt hjørne. Vi hyggede os i havnen og gjorde klar til hurtig afsejling næste dag.


Søndag: Dubrovnik - Sipan

Fin sejlads på sydøstlig vind i 6-7 sekm. Runder nordspidsen af øen og sejlads (motor) i strid
modvind stik syd i Sipanbugten til byen i bunden af bugten.

De 7-8 pladser ved restaurantkajen er optaget og vi lander på en restaurantbøje. 5-6 både
ligger for svaj, men flere må forsøge et par gange før ankeret tager fat i den friske vind.
Ejeren af restauranten sejler ud med bordbestilling og tilbyder at hente og bringe os.

Lille hyggelig by med restauranter, hotel, pensionater og en lille kunst/souvenirbutik.
Rutebåd til fastlandet og hen under aften kom seks små krydstogtsbåde og lagde til uden på
hinanden ved den lille færgekaj. Så livede den lille søvnige by op.


Mandag: Sipan - Polace

Frisk vind ud af bugten og 10-12 sekm. på det åbne hav over mod øen Mjlet med høje
dønninger fra nattens blæsevejr. Men fin og uproblematisk sejlads for Genua og en smule
reb i storsejlet. Vi stak tværs over og kom hurtigt i bølgelæ på sejladsen nordpå langs kysten af Mjlet.

Polace er en fin lille by i bunden af en beskyttet bugt med en stribe af restauranter med egne
kajer. Der er vel samlet plads til 30-40 både. Mange både for svaj i bugten.
Rutebåd og ganske få krydstogsbåde, som der til gengæld er mange af i nabobyen Pomena,
hvor der også kommer mange dagsturister med både fra Korcula. God plads først på eftermiddagen (senere næsten fyldt op).

Vi lagde til ved en restaurant midt i området med rigtig søde mennesker og god mad. Den lokale specialitet i området er retter tilberedt under en metalklokke, som dækkes med hjemmelavet trækul. Der breder der
sig en liflig røglugt og røgskyer i bugten, når restauranterne i løbet af eftermiddagen
brænder træ til kullene. Disse egnsretter skal bestilles min. tre timer i forvejen!


Tirsdag: Polace

Alle lejer cykler ud inkl. vores restaurant, hvor vi fik stor rabat. Cykelleje for en hel dag 60
Kuna. Der er kun et par km til nationalparken, men turen går over en lav bjergkam, så forbered jer
på også at trække cyklen noget af vejen. Man køber adgangsbillet (115 Kuna) til parken lige uden for byen og billetten gælder også bådtur på den store sø.

Hovedattraktionen er et naturskønt område med to store saltvandsindsøer. I den store sø
ligger et berømt kloster og et par restauranter, hvortil turistbådene sejler i pendulfart. Husk
badetøj.

Cykel- og vandreruter rundt om søerne (10-12 km). Tag en afstikker syd om den store sø og
kom helt ud til åbningen mod havet. Et imponerende skue og så kan man her slukke tørsten
ved en lille idyllisk beliggende restaurant.

Vi tog afsted ved 10-tiden og var først tilbage ved 16- tiden efter en fantastisk oplevelse.


Onsdag: Polace - Pomena - Okulje

På vej mod Okulje tager vi en afstikker nord på til Pomena blot får at se området og byen. Vi
vender rundt inde i bugten og fortsætter vores tur.

Okulje ligger inde i en lille bugt med en smal indsejling, som man først opdager, når man er
ganske tæt på. Hyggeligt lille sted og god plads ved de 3-4 restauranter. Her mærker man rigtigt, at der ikke kommer så mange turister, for stedet har et kæmpe potentiale, som så småt er ved at blive bygget op.

Her mødte vi en turguide fra Dubrovnik, som anbefalede os at sejle til Kobas - og det
fortryder vi ikke!


Torsdag: Okulje - Kobas

Kobas ligger tværs over havet mod fastlandet i den lange bugt ind til Ston. Man skal lige en
kort afstikker syd på forbi øen Olipa for at komme ind i bugten.

Halvvejs inde i bugten til bagbords side ligger en lille billedskøn bugt med tre små
restauranter og privatboliger. Man kan kun komme til stedet med båd eller med bil ad lange
og små bjergveje.

Som anbefalet lagde vi til hos “Nico” på en hjemmelavet bro med indhalerbøjer og selve
restauranten lå inde i vandkanten med egen vingård og olivenlund. Her fik vi turens bedste måltid: forret med østers, indbagte muslinger og et kæmpe fad blåmuslinger efterfulgt af friskfangede (de rensede fiskene i vandkanten) dorader og havbraser, salat med deres præmierede olivenolie, friskbagt brød fra stenovnen skyllet ned
med hvidvin i store mængder fra deres egen vingård. Med ca. 350,- kr pr næse inkl. rundhåndede drikkepenge må siges at være billigt for sådant et festmåltid. Husk også at gå op på bakken bag restauranten og nyd udsigten hen over havet mod Mjlet.


Fredag: Kobas - Kolocep - Dubrovnik

Rigtig slapper - og badesejlads tilbage mod Dubrovnik med frokoststop i bugten ved
Kolocep.

Vi ville på turistbesøg i Dubrovnik om aftenen, så midt på eftermiddagen tankede vi ved den
nye marina og sejlede tilbage til udgangshavnen og forbi den lange dieselkø. Indcheckede båden, fandt det sidste rene tøj frem og tog bussen ind til middelalderbyen. En stor turistfælde, men absolut et besøg værd ikke mindst for et par Games of Thrones fans fra besætningen.


Lørdag: Dubrovnik - København

Så hjemad efter endnu en en fantastisk sejltur i den kroatiske skærgård - vi kommer igen.

Alternativ rute:
På en god og lang sejldag kan man søndag nå Korcula. Kig på byen søndag aften og
mandag formiddag, og sejl tilbage til Mjlet og byen Polace. Lig over tirsdag i Polace og besøg nationalparken. Onsdag en kort tur til Okulje, torsdag til Kobas og fredag tilbage i Dubrovnik.


I er velkomne til at kontakte os og høre om mere om vores erfaringer fra både Split og
Dubrovnik. Næste år sejler vi igen ud fra Split og denne gang i en Bavaria 46.

God vind!

Finn Andersen
Mobil: 29296329
Mail: finn.vagn@gmail.com

Kroatien

Kroatien

Velkommen til Kroatien  Sejlads i Adriaterhavet er fantastisk. Med en fastlandskystlinie på godt 1700 km og en perlerække af mere end 700 øer i et smaragdgrønt hav er skærgården et paradis for sejloplevelser. Du finder oftest milde vinde, korte sejldistancer mellem historiske søfartsbyer og fortryllende ankerbugte til siesta under solsejlet og badestunder med snorkel og tallige farverige fisk. Fastlandets bjerge knejser i horisonten, og havet er dybt og krystalklart, hvilket gør navigationen let. Det kroatiske køkken er dybest set et middelhavskøkken, så der bliver ikke sparet på olivenolie, hvidløg, urter og krydderirer, hvilket giver retterne en ekstra speciel smag. Friskfanget fisk og skalddyr samt lækkert kød tilberedt på grillen er altid at finde på menuen. Kroaterne kan lide at holde det simpelt, i køkkenet og i livet. Men man bliver overrasket over, hvordan et så enkelt måltid kan være så velsmagende. Overalt finder du en venlig og serviceminded stemning - her fungerer tingene. Lej en sejlbåd i Kroatien, og vi vil gøre vores bedste til, at du vil komme til at nyde feriemåden og omgivelserne! Du kan sejle i flere forskellige dejlige områder i Kroatien: Pula, Split, Dubrovnik og Biograd. Alle områder byder på en masse interessante oplevelser ved Adriaterhavet. Heriblandt UNESCO's verdernsarvbyer, bilfri øer, arkitektoniske vidundere, hyggelige snoede gader fra middelalderen, filmlokationer fra den verdensberømte serie Game of Thrones og betagende udsigter over det krystalklare Adriaterhav. Kroatien byder desuden på rig mulighed for flotillesejlads - spørg os hvis du ønsker mere info herom. Se derudover meget mere om alle vores sejlbådsdestinationer og vores store udvalg af både i alle klasser. Drømmer du om en sejlferie i Kroatien, men har ingen erfaring? Hvis du ikke har duelighedsbevis, kan du for et ekstra beløb leje en båd med skipper. 
Read more
Vi har prisgaranti og vi sidder klar til at hjælpe på tlf. (+45) 39 16 33 44