Belgiens lange historie inden for ølproduktion er fyldt med stolte traditioner, og belgisk øl er kendt og elsket over hele verden. Grib derfor chancen for at deltage i en ølfestival, og smag på nogle af de utallige, spændende specialøl, som produceres på de belgiske bryggerier. 

Tag eksempelvis afsted i pinsen, og slut ferieugen af med et besøg på den 27. udgave af festivalen Weekend of Spontaneous Fermentation, som finder sted d. 26. - 27. maj 2018 i byen Opstal-Buggenhout.
 

Find din favoritfestival

Som du nok kan gætte, så er udvalget af ølfestivaler i Belgien stort, og de finder sted året rundt. Da de fleste af festivalerne ligger i byer som det ikke er muligt at sejle til i flodbåd, anbefaler vi at kombinere flodbådsferien med et par dages ophold i enten starten eller slutningen af ferien. Ellers er det også muligt at sejle til Gent, som har en en ølfestival sidst på sommeren, ligesom Oostende der også ligger tæt på en af de mulige sejlruter.

Herunder ser du de 10 bedste ølfestivaler i Flandern, som er den nordlige del af Belgien.

1. Bruges Beer Festival (Brügge, 3.-4. februar 2018)
En weekend med mere en 80 forskellige bryggerier afholdt i Brügges charmerende og utroligt velbevarede middelalderlige centrum

2. Leuven Innovation Beer Festival (Leuven, 13.-15. april 2018)
Festivalens nøgleord er kreativitet og originalitet. Her mødes innovative specialbryggerier fra hele verden, og du kan smage eksperimenterende øl og lære om ingredienser og teknikker.

3. The Night of the Great Thirst (Payottenland, tæt på Bruxelles, 27. april 2018)
En festival dedikeret til de unikke øltyper ”Lambic” og ”Geuze”, som kun brygges i denne region. Øllene er spontant fermenteret, og der tilsættes derfor ikke gær i brygningsprocessen.

4. Zythos Beer Festival (Leuven, 28.-29. april 2018)
Dette er den største ølsmagningsfestival af sin slags i Europa med både øl-vandringer, øl-workshops, øl-foredrag og besøg på Leuvens to bryggerier. I løbet af weekenden kan du møde mere end 100 belgiske bryggere og smage 500 forskellige slags øl.

5. Beer Passion Weekend (Antwerpen, 22.-24. juni 2018)
Med omkring 40 bryggerier og mere end 200 forskellige øl repræsenteret er dette en oplagt mulighed for at smage en lang række belgiske øl samtidig med at du nyder Antwerpens historiske charme og live-musik i baggrunden.

6. Ghent Beer Festival (Gent, 18. august 2018)
En festival for både almindelige øl-interesserede og passionerede øl-entusiaster afholdt i en frodig have i gåafstand fra Gents charmerende centrum, som ofte omtales som Europas bedst bevarede hemmelighed.

7. North Sea Beer Festival (Oostende, 24.-26. august 2018)
Med food trucks, live-musik og DJ’s er festivalen den mest selskabelige langs Belgiens kystlinje. Festivalen er kendt for sin hyggelige atmosfære, som skabes af de besøgende øl-elskere, feriegæster og solbadere.

8. Belgian Beer Weekend (Bruxelles, 31. august-2. september 2018)
Festivalen afholdes på Bruxelles’ historiske torv, Grand Place, som er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, og starter med en fejring af bryggernes skytshelgen, Saint-Arnould. Oplev også optoget med historiske bryggerivogne og ølvogne gennem Bruxelles centrale gader.

9. Modeste Beer Festival (Antwerpen, foreløbige datoer: 29.-30. september 2018)
Dette er en af de ”nyere” øl-festivaler. Festivalen er kun for små bryggerier, hvor de fleste ofte er familieejede og producerer specialøl. Dette gør bl.a. festivalen populær blandt øl-kendere.

10. Christmas Beer Festival (Essen, Antwerpen-regionen, foreløbige datoer: 15.-16. december 2018)
En festival dedikeret til jule- og vinterøl med omkring 170 forskellige slags. Udvalget inkluderer både eksperimenterende øl og særudgaver kombineret med verdensklassikere. Festivalen er meget populær og har begrænset adgang, så billetten skal bookes mange måneder i forvejen, hvis du ønsker at deltage.

 

Planlæg din flodbådsferie i Belgien

Er du blevet inspireret, kan du planlægge din flodbådsferie i Belgien her.